Microsoft gennemgår i disse år en transformation, der dels handler om at sende stadig hyppigere og mere omfattende produktopdateringer på gaden – dels om at udvikle cloudtjenester og mobile services, så brugere kan arbejde på præcis den mobile enhed, de har lyst til. Men både IT-chefen og partnerne skal stadig kunne følge med, understreger Microsofts danske teknologidirektør.

”Både IT-branchen og Microsoft som virksomhed satser langt hårdere på mobility og har i dag mere brugeren end teknologien i centrum. Og det er cloudtjenesterne, der gør begge dele muligt til en stadig lavere pris. Vel at mærke med en stabilitet og et sikkerhedsniveau, der er second to none,” konstaterer Ole Kjeldsen, teknologidirektør i Microsoft Danmark.

På den anden side er han også klar over, at udviklingen giver anledning til en del spørgsmål hos kunder og partnere. Derfor mener han, at en af Microsofts nuværende udfordringer er at sikre, at alle i Microsofts økosystem er trygge ved den nye ”Cloud First – Mobile First” strategi.

Med et øje på skyen og et ben i serverrummet

For eksempel slår Microsoft endog meget store slag store slag for cloud og mobile tjenester i kombination med mere traditionelle ’on premise’ løsninger. For ifølge Ole Kjeldsen er det kun naturligt, at mange kunder og partnere satser på en eller anden form for hybrid infrastruktur.

”Sådan vil det blive ved med at være i lang tid endnu, og det erkender og respekterer vi. Vi kigger ud mod clouden og alle de muligheder, den giver for vore kunder, vore parterne og for videreudviklingen af vores forretning. Men vi har stadig et ben solidt plantet i serverrummet. Og vi er med, uanset hvor hurtigt kunderne ønsker at bevæge sig og hvor de vil hen,” siger han.

Tilsvarende understreger Ole Kjeldsen, at man – i en tid hvor Microsoft sender flere og større opdateringer på gaden end nogensinde før – gør det nemt for IT-afdelingen at holde opdateringer tilbage, til man har kontrolleret, at de fungerer hensigtsmæssigt med den øvrige infrastruktur.

”Så lige nu handler det dels om at sende nye og stadig bedre produkter på gaden, men også om at sikre, at vore partnere og kunder ikke føler, at vi er ved at løbe fra dem i ren begejstring for nye muligheder.”

Han erkender i samme åndedrag, at det er en lidt pudsig situation at skulle forsvare netop dét standpunkt. For det er trods alt ikke længe siden, at mange iagttagere dømte Microsoft ude, mens Google og Apple buldrede frem på bl.a. mobilfronten.

”Vi burde nok have sat strøm til Windows Phone langt tidligere”

”Men skal jeg være ærlig, så var der jo altså noget om snakken. I en periode var vi nok offer for det, man kalder The Innovator’s Dilemma, hvor inerti til en vis grad bremser ny teknologi, der kan konkurrere med eksisterende, indtægtsgivende produkter. For eksempel er det jo oplagt, at vi burde have sat strøm til Windows Phone langt tidligere – og ikke først da Apple og Google bogstaveligt talt sparkede os bagi,” konstaterer Ole Kjeldsen.

”På den anden side synes jeg også, at vi kom ret stærkt igen og lancerede en fuldstændig ny og gennemtænkt mobilplatform. Den hænger godt sammen med vores øvrige teknologier og udnytter og integrerer de mange 3. parts tjenester, som vi alle er storforbrugere af. Faktisk i en grad, at du kan udvikle produkter, hvor kodebasen er næsten identisk mellem Windows og Windows Phone-udgaverne. Det er en mobilplatform, vi er utroligt stolte af og som vi har fået meget ros for, og markedsandelene er heldigvis stigende. Så i dag vil de færreste nok beskylde os for at være groet fast og holde igen,” siger han. De seneste år har Microsoft da også sendt nye produkter og store opdateringer på gaden hyppigere end nogensinde før.

Stadig flere og bedre opdateringer på vej

”Her taler vi ikke bare om en Service Pack hist eller her, men om virkelig signifikante opgraderinger på tværs af den samlede produktpalette. Alt sammen er det et udslag af, at vi på tværs af hele Microsoft er blevet mere opmærksomme på ikke at lade os begrænse af vores traditionelle launch-cycle, men at stille nye funktioner hurtigere til rådighed. Det er mulighederne for let at tilpasse grænsefladen i den nye Windows 8.1 Update f.eks. et ret godt eksempel på – men i ”gamle” dage skulle du formentlig have ventet et år eller to mere på at få de muligheder, siger Ole Kjeldsen.

To andre eksempler på transformationen er de cloudbaserede flagskibe, Office 365 og Microsoft Azure. Begge er de i hastig vækst og fungerer langt mere uafhængigt af platforme end tidligere Microsoft-produkter. Office 365 virker f.eks. lige så godt på en Mac eller iPad som på en Windows-baseret enhed eller en Windows Phone.

”Vi er dér hvor kunderne er – også selv om de har en iPad”

”Og tager vi Azure, så kører platformen praktisk taget alt, du kaster efter den. Uanset, om det er Windows Server, Oracle eller Linux eller noget helt fjerde. Det kommer bag på mange, når vi fortæller om det. Men det er endnu et eksempel på, hvordan vi – synes jeg – er blevet langt bedre til at omfavne nye muligheder, når teknologien gør det muligt. Ikke kun for at være flinke og rare, men fordi det slet og ret er good business at være der, hvor vores kunder og brugere er. Og det giver helt oplagt også vores partnere nogle utroligt spændende muligheder, f.eks. for at udvikle cloudservices eller moduler, der f.eks. giver kunderne præcis de ydelser, integrationer og muligheder, de ønsker. Uagtet at den underliggende platform er standardiseret,” forklarer Ole Kjeldsen.

”Der vil kort sagt være rigtig meget at lave for både partnere og IT-afdelinger landet over. Både i dag og om to år. Men ja, naturligvis vil man skulle gentænke den måde, man arbejder på. Og hvorfor skulle man ikke også gøre det? Det er jo det, IT-branchen har vist sig at være så utrolig dygtig til – og det er det, der har skabt den produktivitetsstigning, vi har været vidne til de sidste 15-20 år. Så der er god grund til at være fortrøstningsfuld, for det skal nok blive rigtig, rigtig spændende,” siger han.