Af Erik Kaae, Direktør for mindre og mellemstore virksomheder og partnere

Godt 14.000 partnere var samlet på den største årlige Microsoft-event fra d. 7-11. juli i Houston, Texas. Der blev de præsenteret for strategien for det næste år samt de vigtigste tendenser og nyheder, som både partnere og kunder kan og bør nyde godt af. Her kommer et resumé:

Cloud giver partnerne større fortjeneste og kunderne mere fleksible løsninger

Microsoft offentliggjorde en ny IDC-undersøgelse, der viser, at de partnere, som satser på skyen, opnår større fortjeneste og får nye kunder næsten dobbelt så hurtigt som de partnere, der ikke satser på skyen. Undersøgelsen viser også, at:

  • 63 procent af kunderne forventer at have én cloud-leverandør, der dækker alle behov;
  • 67 procent forventer at købe mere end én løsning fra samme leverandør; og
  • 74 procent forventer, at deres leverandør kan flytte en cloud-løsning tilbage on-premise, hvis behovet er der.

“IDC’s undersøgelse viser, at de mest succesfulde partnere er dem, der formår at tilbyde en fleksibel tilgang til IT. Ved at tilbyde en hybrid tilgang til cloud, kan vores partnere bedre imødekomme kundebehov og til gengæld tjene flere penge,” siger Jon Roskill, Corporate Vice President i Microsofts Worldwide Partner Group.

Sociale værktøjer øger produktiviteten

En ny Microsoft-undersøgelse viser, at 49 % af medarbejdere i SMB’er og 45 % i større virksomheder mener, at brugen af sociale værktøjer på arbejdspladsen øger produktiviteten. Og 39 % af medarbejdere i SMB’er og 36 % i større virksomheder siger, at de kan udføre deres arbejde bedre med sociale samarbejdsværktøjer på arbejdspladsen.

”Undersøgelsen viser, at medarbejdere ønsker sociale samarbejdsværktøjer og faktisk er villige til at betale af egen lomme,” siger Jon Roskill. ”Microsoft har visionen, kompetencerne og produkterne til at optimere samarbejde på fremtidens arbejdsplads.”

Blandt de offentliggjorte nyheder på WPC, som kunder og partnere kan se frem til i de kommende måneder, er at Windows 8.1 bliver tilgængelig for PC-producenter i slutningen af august. Vi kan således forvente at se nye devices med Windows 8.1 i løbet af efteråret. 

Derudover bliver business intelligence integreret i Office 365 i form af en ny Power BI funktion, der gør, at man kan importere offentlige data fra Azure-platformen og visualisere dem i Excel. Der er tale om to plug-ins til Excel -  GeoFlow og Data Explorer – som giver virksomheder mulighed for at integrere åbne dataset fra internettet med egne data. Læs mere om Power BI her.

Mere information omkring Microsofts partnerkonference, WPC, findes her.