– Hvis Microsoft holder takterne fra Windows 7, er vi også med allerede fra betaen, når næste version af styresystemet kommer på gaden. Det har ganske enkelt været en succes hele vejen rundt, siger koncern it-chef Bjarne Poulsen fra MT Højgaard.

Danmarks største bygge- og anlægsvirksomhed har bogstaveligt talt sat flere spor i landskabet end selv de mest entreprenante blandt enevældens konger. Virksomhedens succes og lange historie skyldes ikke mindst en indgroet tradition for at kombinere innovation og solid ingeniørtradition med grundighed og en forkærlighed for at gå med livrem og seler.

Satsede på Windows 7-betaen

Alligevel var det reelt en satsning, da MT Højgaard midt i 2009 valgte Windows 7 Enterprise – adskillige måneder før systemet var færdigt og tilgængeligt på det åbne marked.

– Vi konstaterede ret hurtigt, at releasekandidaten af Windows 7 Enterprise kørte markant bedre end forgængerne – Windows XP og Vista. Det tog vi konsekvensen af og kastede os allerede i efteråret 2009 ud i at implementere betaen i dele af organisationen, tilføjer it-udvikler Troels Tønder.

Gnidningsløs migrering

Frem til foråret 2010 skiftede MT Højgaard således en lidt broget samling bestående af 2.700 ældre og temmelig uens konfigurerede klientmaskiner ud med helt nye computere, alle udstyret med Windows 7 Enterprise.

– Det bemærkelsesværdige er egentlig, hvor gnidningsløst det gik at migrere. Men vi havde også automatiseret processen i meget vidt omfang, forklarer Bjarne Poulsen.

Samtidig blev der etableret hjælpeprogrammer, så langt de fleste brugere selv udførte arbejdet med at gemme data fra de gamle computere og migrere dem til Windows 7-maskinerne.

Fuldautomatisk med SCCM

Grundlaget for migreringen var et værktøj baseret på System Center Configuration Manager (SCCM), som Microsoft-partneren Globeteam lavede til MT Højgaard. Værktøjet virkede i store træk på den måde, at det hhv. skrev og læste data om den enkelte brugers arbejdsværktøjer og nye konfiguration til en udrulningsdatabase i Lotus Notes, der igen fødede data til SCCM.

– På den måde kunne vi sætte systemet op til at distribuere alle pakker automatisk, og det foregik virkelig meget smertefrit, siger Troels Tønder, der giver firmaets kontakt hos Globeteam ”en ret stor del af æren for, at forløbet har været så positivt.”

I øvrigt har SCCM også vist sit værd sidenhen, når maskiner skulle reinstalleres med alle applikationer parat. Det foregår i dag fuldautomatisk, tager en times tid og kan i teorien udføres af medarbejderen selv ved tryk på en tast. I praksis er det dog stadig it-afdelingen, der – for at bevare overblikket – håndterer reinstalleringerne.

Glade for brugergrænsefladen

Med valget af Windows 7 Enterprise slap organisationen tillige for at blive bundet af sprogvalg efter installationen.

– Men Enterprise-udgaven af Windows 7 kan du skifte sproget helt efter behov (MUI), også efter systemet er implementeret. Det betød bl.a., at vi kunne nøjes med at basere hele projektet på to ens images (32 og 64 bit) – også på vores udenlandske kontorer. Det gjorde migreringsprojektet langt nemmere og billigere at gennemføre, end det ellers ville have været, siger Bjarne Poulsen.

I bakspejlet ser han imidlertid langt flere fordele ved Windows 7 Enterprise. Ikke mindst en stærkt forbedret brugergrænseflade sammenlignet med Windows XP, hvilket har affødt en del uopfordret ros fra brugerne.

– Folk er meget, meget glade for brugergrænsefladen, og ikke mindst for Search. Men på andre områder opfattes det som business as usual. I forbindelse med overgangen til den nye Windows var det f.eks. naturligt at skifte til Internet Explorer 8. Det foregik i store træk også uden problemer og brugerne tog browseren til sig uden videre, siger Bjarne Poulsen.

CAD på bærbare maskiner

Windows 7 Enterprise har også vist sit værd i forbindelse med driften af en række meget krævende applikationer, f.eks. CAD- og beregningsværktøjer.

– I dag er stort set al CAD 3D-baseret, og det er virkelig noget, som trækker tænder ud på maskinerne. Men eftersom Windows 7 Enterprise har fuld 64-bit understøttelse, er vi blevet i stand til at smide langt mere hukommelse i maskinerne end før, og det kører helt fantastisk, siger Troels Tønder, der anslår at MT Højgaard kører 64 bit på ca. 80 maskiner.

– Den typiske CAD-maskine hos os er en af Lenovos allerstørste bærbare med 12 GB RAM. Det fungerer virkelig godt, faktisk bedre end da vi arbejdede med stationære maskiner, tilføjer Bjarne Poulsen, der betegner det samlede migreringsprojekt – og beslutningen om at satse tidligt på Windows 7 – som ”meget vellykket.”

Hvis du vil vide mere om, hvad Windows 7 Enterprise kan gøre for din virksomhed

Kontakt René Giese, produktchef på reneg@microsoft.com eller tlf. 4567 8702.