Fremtidens arbejdsplads er fleksibel og social

Om fem år har en medarbejder ubegrænset adgang til sin personlige brugerflade på tværs af devices og landegrænser, mens han arbejder med mange projekter i skiftende og ofte virtuelle teams, spår salgschefen i Microsofts storkundedivision. 

Fremtidens arbejdsplads er individets legeplads. Her er tilknytningen til én arbejdsgiver og ét skrivebord i mange tilfælde afløst af mange projekter for flere arbejdsgivere. Her kommunikerer medarbejderen nonstop fra sit hjem, fra flyet og fra sit kontor. Han eller hun arbejder i virtuelle teams, der kan være spredt over hele København, hele Danmark eller hele verden. 

Fremtidens arbejdsplads er fleksibel, flytbar og social. Det stiller krav til fremtidens it, som virksomhederne må tage stilling til nu, for allerede i 2015 kan billedet være virkelighed. Det spår i hvert fald Jon Bille, som er salgschef i Microsofts storkundedivision: 

”Vi har en generation, som amerikanerne kalder digital natives. De vil blande leg og arbejde, og virksomhederne må give dem, hvad de vil have, hvis de vil have fingre i talentet og udnytte deres arbejdskraft bedst muligt”, siger han, mens han tegner det ny scenarie i luften:
”Skyen bliver et vigtigt led i at lykkes som virksomhed og arbejdsplads. Skyen lagrer din personlige webtop langt fra firmaets private servere. Tænk dig: På den måde får du samme billede på skærmen, og du har adgang til samme dokumenter og services ligegyldigt hvor på jorden, du åbner din telefon, computer eller ethvert andet device”, siger Jon Bille. 

Samtidig forudser salgschefen en anden stærk trend. Om få år spiller de sociale medier en afgørende rolle i medarbejderens hverdag. Her er videndeling på f.eks. Facebook en lige så naturlig del af arbejdslivet, som den private brug er i dag. Derfor må også virksomheden lære de sociale medier at kende, hvis den ønsker den mest produktive arbejdskraft. 

”For nyligt var jeg til et foredrag med Michael R. Nelson, professor inden for Internet Studies på Georgetown University. Han fortalte, at under halvdelen af de studerende reagerer, når han sender mails ud om læseplaner i universitetets system. Men sender han informationerne via Facebook, når han 99 procent. Sociale medier er simpelthen den måde, viden bliver delt på i fremtiden”, fortæller Jon Bille. 

Og virksomhederne skal handle nu for at møde fremtiden med åben pande. For skyen og de sociale medier giver høj produktivitet fra dygtige medarbejdere uanset tid og sted. Men det er ledelsens ansvar at tackle de udfordringer, som følger med. 

Virksomhederne skal overveje, hvad der sker med deres data i skyen. Det kan være spørgsmål om rettighederne over fortrolige dokumenter som f.eks. patenter, når de slippes fri. I princippet kan virksomheden nemlig risikere, at dokumenterne ikke længere er deres, når de er lagt på en anden virksomheds servere. 

”Der er sikkerhedsmæssige, etiske og juridiske problemstillinger. Hvordan skal dokumenter gemmes, så virksomheden og de rigtige medarbejdere altid har adgang til dem? Hvordan holder man styr på struktureret information? Og når det gælder de sociale medier – hvordan dokumenterer virksomheden så, at medarbejderne faktisk har fået vigtige eller lige frem lovpligtige informationer?”, spørger Jon Bille. 

En del af svarene har han også. Nogle har en teknisk karakter og handler om, at it cheferne er på tæerne. De skal sørge for krypteringer, passwords og systemer, der forhindrer, at fremmede ser fortrolig dokumentation på en medarbejders webtop. Det findes der redskaber til. Den anden del handler om, at ledelsen tænker fremad: 

”Virksomhederne skal i første omgang have styr på deres data og definere, hvilke der er forretningskritiske eller udgør en risiko juridisk. De skal finde ud af, hvordan de sociale medier kan bruges, og hvilke fordele og ulemper der ligger. De skal træne medarbejderne og udarbejde politikker. Når dét er på plads, er rammerne lagt for, at medarbejderne kan mødes, tænke, skabe og være produktive, præcis som de helst vil – og som den ny tid dikterer”, slår Jon Bille fast. 

Hvis du vil høre mere om fremtidens arbejdsplads, eller om hvilke tiltag din virksomhed kan tage for at skabe de bedste rammer for medarbejderne nu og i fremtiden

Kontakt Jon Bille, salgschef, på jon.bille@microsoft.com eller tlf. 45 67 83 99.