Af David Garde-Tschertok, pædagogisk uddannelseschef

I Læringscaféen møder du lærere og konsulenter, som dagligt arbejder med de nye teknologier i undervisningen. Tablets, touch og tavler er omdrejningspunktet for dette års workshopprogram. Formen varierer mellem oplæg, vejledning og videndeling. I år har vi arbejdet sammen med Solutors og Uddannelsesforum, for at kunne tilbyde et gratis konferencespor i forbindelse med udstillingen. Det er jeg stolt over hermed at kunne præsentere.

Pille, rode, rage …

Teknologi fylder mere og mere i vores hverdag. iPads, tablet-pc’er og smartphones er vel de mest anvendte platforme til daglig. I kombination med IWB’er tror vi på, at der virkelig er landevindinger at gøre. I løbet af efteråret har vi fået fagfolk, lærere og elever til med et klassesæt tablet-pc’er at undersøge potentialerne for denne platform i undervisningen. I Læringscaféen kan du høre om erfaringerne, og, naturligvis, med egne fingre finde ud af, hvad det er for nogle størrelser vi taler om.

Erfaringer med elevaktivering fra lærer til lærer

Vi har konsulenter og vejledere på programmet og som værter i Læringscaféen. Men også en bred repræsentation af lærere, som til daglig bruger teknologierne på måder, som aktiverer eleverne og stimulerer samarbejdet i mellem dem. Der er altså helt konkrete idéer og kontkrete undervisningsforløb at hente i caféen. Efter hvert oplæg bliver oplægsholderne  i caféen, hvor de over lidt kaffe og kage er parat til en uddybende dialog og erfaringsudveksling.

Erfaringer, links og PowerPoints bliver opsamlet på en blog, vi har oprettet til formålet: www.laeringscafe2011.wordpress.com

Læg teammødet i Læringscaféen

Er I flere af sted fra samme team eller lignende, kan I lægge jeres teammøde i Læringscaféen. Start fx med et inspirerende oplæg og få efterfølgende oplægsholderens respons til jeres konkrete planer og projekter.

John Klesner, pædagogisk it-konsulent og formand for Danmark IT-vejlederforening er facilitator i Læringscaféen, hvor du foruden oplægsholderne også kan møde undervisningskonsulent Aslak Gottlieb, medieundervisning.dk