Af Torben Andersen, teknologirådgiver

Der er fokus på tablets i undervisningen (læs fx artikel på folkeskolen.dk) og det er rimeligt at stille spørgsmålet: Hvad gør Microsoft på det område? Det korte svar lyder, at vi er på vej med Windows 8, som er specielt designet til touch-brugerflader uden at give køb på alle de kendte kvaliteter ved Windows som platform – ikke mindst i undervisningen. Men i denne artikel reflekterer jeg over nogle af de spørgsmål, der umiddelbart rejser sig for skoler, som overvejer at gå tablet-vejen.

Udviklingen startede hos Microsoft for syv år siden

Først historikken: I Microsoft begyndte vi touch-udviklingen allerede i 2004 med en Tablet Edition af Windows XP. Der var på det tidspunkt hovedsaligt fokus på at gøre PC’en til en bedre ”møde-device”. Kort fortalt supplerede vi tastaturet med en trykfølsom vendbar skærm og en pen kombineret med et tastatur på skærmen. Teknologien har altså været til stede og er blevet udbyttet i alle versioner til og med Windows 7. Det store skift skete med introduktion af iPad og Galaxy , der var de første bærbare computerlignede devices uden tastatur. Det er fra dette tidspunkt, at historien egentlig bliver relevant for brugere i dag.

Fordelene ved tablets med Windows

Den afgørende fordel ved at anvende en Windowsbaseret tablet-pc er naturligvis, at den kan alt det, som en Windows-pc i forvejen kan. Dette indbefatter fx Microsoft Office, CD-Ord, Flash, samt at pc-optimerede tjenester som fx SkoleIntra (!) fungerer uproblematisk. Det er nemt at redigere dokumenter i Office WebApps og i princippet er det muligt at bruge alle de gængse undervisningsprogrammer. For mange er det sikkert også værd at bemærke, at software til interaktive tavler også fungerer normalt på en Windowsbaseret tablet. Det er muligt uden videre at tilslutte et eksternt tastatur, mus, printere og USB-nøgler, ligesom der i tabletten typisk er mulighed for at overføre data via hukommelseskort. Jeg er overbevist om, at elever og lærere bliver glade for, at de ikke skal i gang med at lære en ny måde at gøre alting på. Når man ser, hvilken modstand der har været mange steder mod blot at opgradere Microsoft Office fra version 2003 til 2007, kan man forestille sig, at der vil komme en voldsom reaktion, hvis stort set alt skulle ændres med et enkelt hardwareindkøb.

Knowhow blandt systemadministratorerne bevares

Skal fx en skole eller en kommune overgå til en helt ny platform, kommer det til at tage år at opbygge en gedigen it-drift og tilsvarende supportsystemer. Argumenter affyret med spredehagl:

  • Der er brugt årevis på at nå frem til en situation, hvor man er i stand til at lægge nyt image på hundreder eller tusindvis af computere
  • Der kan lægges opdateringer på maskinerne af både sikkerhedsmæssig art såvel som nye programmer
  • Der oprettes automatisk fællesdrev, hvor lærere og levere kan dele deres ressourcer
  • Data kan sikkerhedskopieres på en automatiseret måde
  • Der er allerede etableret en supportstruktur

Windows 8 er både og – ikke enten eller

Den næste version af Windows, der indtil videre kaldes Windows 8, kan anvendes både på en tablet-pc og på en eksisterende Windows-pc, der blot skal opgraderes. På Windows 8 vil man kunne anvende et nyt bruger-interface på en trykfølsom skærm, der er optimeret til tablets, men samtidig skifte over og køre en fuld Windows. Se præsentationen af Windows 8 på Youtube.