Af Torben Andersen, teknologirådgiver

Et 1:1 udviklingsprojekt på Hellerup Skole har sat skub i indskolingseleverne. Med brug af fx Powerpoint producerer de matematikopgaver til hinanden. Alle elever er motiverede og aktive i undervisningen - differentiering og evaluering er indbygget...

Olsen Banden og sushi motiverer
Udgangspunktet for matematikopgaverne er forskelligt. Dermed bliver eleverne mere motiverede. Et projekt tager fx udgangspunkt i Olsen-banden mens et andet drejer sig om et besøg på en Sushirestaurant. Pointen er, at eleverne selv finder på et motiverende univers med narrative elementer i processen, hvor de formulerer færdighedstrænende matematikopgaver til hinanden.

Differentiering og træning indbygget i metoden
I processen, der kræver at eleverne har adgang til hver deres computer, bliver det tydeligt for både elever og lærere, hvilket faglige niveau de befinder sig på. I første forsøg formulerer eleverne måske opgaver til deres klassekammerater på et alt for højt niveau. Når læreren stiller krav om, at de selv skal regne opgaverne igennem og justere til et realistisk niveau, bliver niveauet justeret til at passe til elevens eget. Samtidig finder der en træning af de faglige færdigheder steder.

Projektet nomineret til europæisk hæder
Projektet er udviklet af lærer Karina Willumsen på Hellerup Skole. Det indeholder så mange innovative elementer af it-understøttet undervisning, at Microsoft i samarbejde med It-vejlederforeningen nominerede projektet til en pan-europæisk konkurrence for innovative lærere der bruger it som understøttelse af undervisningen. Download projektbeskrivelsen fra Karina Willumsens deltagelse i konkurrencen (på engelsk). Og se eleveksemplerne medOlsen Banden og sushirestauranten.